| dc.description.abstract | Kan du se poesien i en rådden rod? Måske ikke ved første øjekast, hvis du overhovedet får øje på den. Denne afhandling handler om, hvordan man gennem kunstnerisk undersøgelse som en sanselig korrespondance, kan skabe ny opmærksomhed på naturen og genopdage forholdet mellem menneske og natur. Der er samtidig noget på spil i forhold til den antropocæne kunst, hvis ærinde er at engagere betragteren og skabe nye blikke på naturen, hvorved omsorg og ny opmærksomhed for naturen kan skabes. Min afhandling bygger på data, jeg selv har skabt i og med udvalgte nordiske klippelandskaber. Jeg kalder min kunstneriske undersøgelses praksis for en sanselig korrespondance, der kort fortalt foregår mellem stedet, vejret, kroppen og materialer. En sanselig korrespondance hvor jeg undersøger, hvor tæt jeg kan gå på et klippelandskab med et lille udvalg af medbragte materialer og stedets egne. En proces hvor jeg er åben for, hvad landskabet i sig selv svarer med i korrespondancen. Med denne særlige kropslige opmærksomhed kan der skabes nye opdagelser, som jeg kalder skaber-opdagelser. Jeg undersøger netop hvordan en sanselig korrespondance kan medvirke til skaber-opdagelser, som i denne sammenhæng overvejende er knyttet til materialer og metoder. Igennem en sanselig korrespondance kan man have øje for magien og skabe en ny forbundethed til naturen. Processen er ligeledes medvirkende til følelsesmæssig berøring. At blive berørt af noget kan ske både ved, at du ser et naturfænomen eller at en skabende proces kan berøre en så dybt, at den resonerer i dig. Det er her resonans-erfaringen kommer i spil. Undersøgelsen viser, at hvis du har mod på at tune dig vedholdende og stærkt ind på dine omgivelser, kan du i en sanselig korrespondance komme i resonans med et landskab, blive rørt og med selvvirksomhed følge denne berøring op med et aktivt svar. Svaret er i denne sammenhæng kunstnerisk aktivitet, og vi er i dette resonansforhold forvandlet - i et samspil mellem bevægelighed, selvvirksomhed og forvandling. Der findes ikke en metode eller en vejledning, der kan sikre, at vi kan komme i resonans med mennesker eller landskaber - den er ukontrollerbar. Denne afhandling er et bud på, hvordan man gennem kunstnerisk undersøgelse kan arbejde med at skabe idéer til, hvordan bedre betingelser for resonanserfaringer og skaber-opdagelser kan forandre, skabe forbundethed, nærhed og nye ståsteder i vores blik på naturen - og os selv, med ny kund-skabt erfaring. | |
