Det ambivalente friluftsliv : en analyse af miljøvenlige holdninger og adfærd blandt deltagere i to friluftslivsaktiviteter.

Abstract

Det Europæiske Miljøagentur lægger vægt på, at klimaforandringerne ikke bare er et spørgsmål, om ødelæggelser af naturområder og arter som forsvinder, men også er et stort problem for den globale sikkerhed, sundheden for millioner af mennesker og for det økonomiske grundlag verden over. EEA påpeger, at de fleste miljøproblemer skabes af ikke bæredygtige forbrugsmønstre og at dette er en problemstilling, som ikke alene kan løses politisk men også kræver folkelig opbakning. Nødvendigheden af at finde løsninger, som kan skubbe folk i rigtig retning, er derfor presserende. I mange år har fokuset fra forskere ligget på, hvordan man kan ændre individers adfærd i en mere miljøvenlig retning. Imidlertidig har forskningen set mere på forbruget i hverdagen end forbruget i fritiden på trods af, at dette står for næsten 25 % af det samlede energiforbrug i Norge. I Norge står friluftslivsaktiviteter stærkt kulturelt og som fysisk aktivitet. De allerfleste nordmænd deltager i en eller flere aktiviteter. En almindelig opfattelse er, at friluftslivet er miljøvenligt og at det kan lede til større bevidsthed, blandt de som deltager, om at tage vare på naturen. Reglen om sporløs færdsel er en vigtig del af dette. Det er derfor paradoksalt, at friluftslivet i særdeleshed har et så stort energiforbrug. Denne opgave har forsøgt at få svar på, hvorfor friluftslivet på mange måder er ambivalent. På den ene side betragtes det som adfærdsændrende og miljøvenligt og på den anden side, er det en af fritidens største energiforbrugere. Gennem 12 semistrukturerede interviews med 6 elvepadlere og 6 medlemmer af Trondheim Turistforening, samt observationer af elvepadlere og deltagere på DNT fællesture, har jeg forsøgt at få et indblik i deltagernes praksisser og prøvet at forstå, hvordan de ser på de aktiviteter, de deltager i. Ved brug af Pierre Bourdieur og Leon Fastingers teorier har jeg vist, at opfattelsen af friluftslivet som miljøvenligt og adfærdsændrende står stærkt blandt respondenterne. Man kan forstå denne opfattelse som et doxa i friluftslivet - en stiltiende sandhed om feltet. Samtidig gør den feltspecifikke kapital som dedikation, evner og viden, at deltagerne ofte vælger at rejse langt og købe meget udstyr for at få anerkendelse i felterne. Selvom en del respondenter er bevidste omkring deres miljøpåvirkning gennem transport og udstyr, bortforklares det ofte med nødvendigheder, negligeres i forhold til andre træningsformer eller retfærdiggøres gennem brugtkøb og samkørsel. Det virker som om, Den Norske Turistforening (DNT) har en vis påvirkning på de mest aktive medlemmer gennem organisationens retningslinjer for transport og til dels udstyr. Ligeledes findes en del miljøorganisationer med sit udspring i friluftslivsaktiviteter. Teorien om, at naturen gør de som deltager i friluftslivs aktiviteter mere miljøvenlig, har sine sandheder, men for en stor del styres praksissen i de to felter af sociale faktorer og higen efter anerkendelse. Jeg mener, at organisationerne bag friluftslivsaktiviteter kan have stor betydning for at påvirke deltagerne gennem at skabe nye normer for forbrug, men at der behøves mere forskning på dette område.