| dc.description.abstract | Dette studie undersøger og diskuterer oplevelsen af en kæledyrsrelation, som en del af den hverdagslige recovery hos personer med spiseforstyrrelse. Dette er et tema, hvor der findes begrænset forskning fra tidligere. Med et fokus på menneske-dyr relationen, ønsker jeg at bygge bro mellem perspektiver på samspil mellem mennesker og natur (her forstået som mere-end-menneskelig-natur), perspektiver som er relevante indenfor blandt andet det friluftsfaglige felt, og et mere psykologisk perspektiv.
Den konceptuelle linse for dette studie er et hverdagsperspektiv på recovery. Behandling af spiseforstyrrelser er ofte domineret af et medicinsk perspektiv. Forskere og behandlere opfordrer i dag til et bredere syn på recovery af psykiske lidelser, med et større fokus på individets egne erfaringer, og som inkluderer de sociale og individuelle processer i hverdagslivet. Det synes derfor relevant at rette fokus mod individets livsverden og belyse aspekter i hverdagslivet, som kan bidrage til højere grad af oplevet livskvalitet hos personer med psykiske lidelser. Forskning viser, at spiseforstyrrelser kan anses at have en relationel funktion hos individet (Fischette, 2017), der udgør en ”falsk sikker base” (Hochdorf et al., 2005). Samtidig peger forskning mod at båndet mellem kæledyr og ejere opfylder kriterier for et tilknytningsbånd (se f.eks. Kurdek, 2008, 2009). Jeg har derfor fundet det relevant at diskutere dette studies empiri ud fra et tilknytningsteoretisk rammeværk.
Dette er et kvalitativt studie, som har undersøgt 7 kvinders oplevelse af en kæledyrsrelation knyttet til deres recovery i hverdagen. Metodologien bygger på et fortolkende fænomenologisk rammeværk, med det epistemologiske standpunkt at kundskab samskabes i mødet mellem forsker og den forskede, i en specifik kontekst. Mit eget refleksive engagement igennem hele forskningsprocessen har været vigtigt. Data er indsamlet med et semistruktureret interview og analyseret med en fortolkende fænomenologisk analyse (IPA). I analysen fandt jeg tre hovedtemaer: ”Ansvarsfølelse som motivation til at blive rask”, ”kæledyrsrelationen som et frirum” og ”kæledyrsrelationen som social relation”. Analysen af interviews holdt op mod teori tyder på at det følelsesmæssige bånd i kæledyrsrelationen oplevedes som noget betydningsfuldt hos deltagerne, i kraft af at være et trygt tilknytningsbånd. Tilknytningsbåndet forekom at være faciliteret af tilknytningskomponenten en sikker base og en omsorgskomponent, som begge understøttede deltagernes hverdagslige recovery-processer. Der syntes at findes andre komponenter i kæledyrsrelationen, som bidrog positivt til deltagernes recovery i hverdagen, uafhængigt af om der var et tilknytningsbånd eller ej. Relationen syntes at opleves som et frirum hos deltagerne, med plads til en tilstand af nærvær. Deltagerne beskrev, at aktiviteter og samspil med kæledyrene, hjalp dem med at trække fokus væk fra negative tanker og følelser, ud mod kæledyret og omgivelserne sanseindtryk. Samspil og nonverbal kommunikation i kæledyrsrelationen syntes videre at bidrage til øget bevidsthed om indre fornemmelser hos flere deltagere. Dette var specielt fremtrædende hos deltagerne med heste, og i mindre grad hos deltagerne med hund. Dette syntes ikke at være aktuelt hos deltageren med kat som kæledyr. Kæledyrene forekom at mindske den emotionelle ensomhed i deltagernes hverdag. Samtidig fortalte flere deltagere at kæledyret blev en social facilitator i interpersonelle relationer. Den daglige interaktion i kæledyrsrelationerne var karakteriseret af ”små ting” som gav deltagerne oplevelser af glæde, mening og bekræftelse i hverdagen. Deltagernes kæledyrsrelationer kan derved argumenteres at indeholde healing interpersonal patterns (HIPs), som bidrog positivt til deres hverdagslige recovery. Det er vigtigt at understrege, at samvær med kæledyr ikke nødvendigvis helbreder eller ”erstatter” spiseforstyrrelsen. Empirien fra dette studie peger mod at kæledyret nærmere kan anses som ”en lille hjælper på vejen” som en deltager beskrev sin hund, som bidrager til større grad af oplevet trivsel og mening i deltagernes hverdag. | |
