| dc.description.abstract | Friluftslivet og naturen spiller en vigtig rolle i norsk kultur og identitet, og benyttet i stigende grad inden for psykisk helsearbejde. Dette projekt beskæftiger sig med forholdet mellem det politiske og helseinstitutionelle syn på friluftsliv, natur og helse. Konkret undersøges hvordan førende politiske diskurser om friluftsliv, natur og helse, præger helseinstitutioners måde at italesætte deres virksomhed. Således får studiet mulighed for at kunne sige noget om, hvilke konsekvenser helseinstitutioners måde at fortolke de politiske diskurser kan få for helsearbejdet i praks. Projektet er kvalitativt, og dets empiriske materiale består dels af dokumenter, som er repræsentative for regeringens politiske syn, og dels af interviews af 3 helsearbejdere der hver især repræsenterer hver deres institution. Ydermere inkluderer det empiriske materiale en række dokumenter, som kortfattet beskriver helseinstitutionernes praksis. Metoden, som bruges i analysen, bygger på Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Derudover inddrages en supplerende økokritisk analyse, der har til formål at udvide det diskursanalytiske perspektiv på natur. Projektet bygger den økokritiske analyse på et teoretisk rammeværk præsenteret igennem modellen; TheCultureinNatureMatrix. Ydermere inddrages Bruno Latour, med teorien; Actor-Network-Theory, som et hjælpemiddel til at kunne analysere helseinstitutionel arbejdspraksis i naturen. De to ledende helseteorier; recovery og salutogenese, bruges også for at belyse helsediskurserne, samt i projektets diskussionskapitel.
Projektet finder, at den politiske diskursorden får betydning for den helseinstitutionelle diskursorden. Dette træder frem igennem en sammenligning af, hvordan regeringen og helseinstitutionerne taler om friluftsliv og natur. Her finder projektet, at der både eksisterer en politisk og helseinstitutionel frilufts- og miljødiskurs, og at helseinstitutionerne i høj grad reproducerer de politiske diskurser. Hos andre diskurser forekommer der dog fra helseinstitutionel side modstand mod politiske diskurser, hvilket tyder på at den helseinstitutionelle diskursorden også inkorporerer andre diskurser end den politiske. Dette kommer til udtryk igennem en helseinstitutionel helsediskurs, som delvis adskiller sig fra den politiske helsediskurs. Desuden ses det ved, at det politiske og helseinstitutionelle natursyn adskiller sig fra hinanden, hvoraf disse repræsenteres igennem en politisk arena diskurs og en helseinstitutionel aktørdiskurs. Konsekvenserne af en helseinstitutionel modstand eller forstærkning af diskurserne gør, at dette enten kan virke udvidende eller indskrænkende for helsearbejdets praksis. | |
