Risikovurderinger blandt vinterklatrere. Et kvalitativt studie af samtalen om risiko og sikkerhed i vinterklatremiljøer
Abstract
Målet med denne studie var at belyse en specifik adfærd blandt klatrere som befinder sig i skredfarligt terræn. Jeg ønskede at finde ud af, hvilke risikovurderinger, der fremstår som vigtigst i et miljø, som isklatring hvor risiko uundgåeligt er en faktor. Jeg var særligt interesseret i at belyse, hvilke vurderinger klatrene gør sig omkring skred, når de er ude at klatre og hvordan disse vurderinger kommer til udtryk i samtalen og i forlængelse heraf, hvilke risiko- og sikkerhedselementer, der blandt klatrerne opleves som de vigtigste. Det udmundede i følgende hovedproblemstilling: Hvordan taler klatrere om sikkerhed og risiko om vinteren?
For at belyse dette tema bedst muligt valgte jeg et kvalitativt studie, hvor jeg interviewede ti isklatrere, fem fra Norge og fem fra Canada. Jeg valgte at undersøge klatrere fra to forskellige lande for, på den måde at få indblik i, hvordan, eller om, et specifikt miljø eller terræn, som klatrerne befinder sig i, har indvirkning på risikovurderingerne hos klatrerne. Empirien blev analyseret ud fra tre forskellige teoretiske perspektiver. Henholdsvis på baggrund af Nick Crossleys pointer om den sociale aktør (2001), Daniels Kahnemans teori om de to selver (2011) og til sidst Luc Boltanski og Laurent Thévenots teori om justification (1991). Jeg har valgt alle tre, da de hver især dækker en væsentlig del af de narrativer og pointer, som jeg samlede sammen i min empiri. Teorierne skaber sammen en bedre forståelse for hvordan den sociale aktør navigerer indenfor et specifikt felt.
Undersøgelsen viser at samtlige klatrere er optagede af, at klatre is på en sikker og fornuftig måde. Der blev skitseret en række tiltag, som klatrene gør for at minimere risikoen, både i forbindelse med selve klatringen, men også i forholdet til elementet skred. Der er nogle retningslinjer for, hvordan man navigerer i disse for at klatre på en sikker måde, men samtidig skubbe lidt til grænsen for, hvad der anses som tryg klatring, så man kan klatre ”drømmeruten”. Klatrerne har tillid til at de gør gode vurderinger, men de er samtidig opmærksomme på hvordan naturen er kompleks og kræver respekt. Klatrene var stort set enige om, at isklatring som felt er under udvikling i form af et øget antal udøvere, men også efterhånden mere specifik træning og fokus. Der er dog fortsat behov for yderligere italesættelse af manglende kundskab og risikovurdering.