Den meningsfulde naturkontakt : om betydningen af naturrelationen i opvæksten
Original version
Lersey, H.E. Den meningsfulde naturkontakt : om betydningen af naturrelationen i opvæksten. Master thesis, Telemark University College, 2014Abstract
Denne opgave er en fænomenologisk undersøgelse af betydningen af naturkontakt og en nær relation til naturen for oplevelsen af meningsfuldhed. I opgaven søger jeg svar på, hvilken betydning naturkontakt i opvæksten kan have for barnets oplevelse af meningsfuldhed og hvilken betydning dette har for meningsdannelse senere i livet. Jeg har med interesse for naturens egenværdi ønsket at synliggøre nuancerne ved en personlig og nær relation til naturen og naturoplevelsen. Undersøgelsen er empirisk funderet og bygget op omkring interview med fire personer, der alle har haft en nær relation til naturen gennem deres opvækst, og for hvem naturen fortsat udgør en vigtig del af deres liv. Således falder den centrale del af opgaven i to dele. Først en fremlæggelse af de fire personers fortællinger og dernæst en teoretisk funderet diskussion af disse. I de fire personers refleksioner omkring naturen er især en fælles opfattelse af, at vi alle er en del af en større (økologisk) sammenhæng fremtrædende. Det har vist sig, at de fire personer oplever meningsfuldhed, når de oplever sig selv som en del af denne sammenhæng, og når de har en enkel livsstil i forening med de økologiske sammenhænge bærekraftige principper. Af yderligere betydning for deres oplevelse af meningsfuldhed er naturens betydning for deres evne til at begribe sammenhængene i verden og for deres evne til at håndtere de udfordringer, de bliver stillet overfor i livet, blandt andet i forhold til den livsstil, de lever. De fire personers naturkontakt har været, og er, af kropslig karakter og synes at have udgjort et rum for udvidet sanseligt nærvær og en opmærksom tilstedeværelse, der har været anledning til deres oplevelse af ro og meningsfuldhed. Den nære relation til naturen har været og er betydningsfuld for deres meningsdannelse og har spillet en betydelig rolle i deres identitetsdannelse. Med opgaven vil jeg opfordre til at tage vores børn med ud i naturen, hvor de hører hjemme.